Er du blevet fejlbehandlet, behandlet for sent eller slet ikke behandlet, og har det medført dig en skade, så kan du være berettiget til erstatning. Det samme gælder, hvis du har fået en skade på baggrund af en undersøgelse, alvorlige bivirkninger fra et lægemiddel, eller hvis der er opstået sjældne og alvorlige komplikationer i forhold til den sygdom, du er behandlet for.
Patientskader kan være komplicerede, og man kan i forløbet få brug for hjælp. Hos Advokatfirmaet Flemming Jensen står vores team inden for personskade klar til at hjælpe dig. Vi er specialiserede i personskader og har, i modsætning til de fleste andre advokatkontorer, en speciallæge tilknyttet vores kontor for at sikre den lægelige ekspertise. Vi hjælper over hele landet og giver en gratis vurdering – bare ring på 93 63 64 85 og så står vi klar til at hjælpe dig.
Anmeldelse
Har du mistanke om (eller ved du med sikkerhed), at du er blevet påført en skade af en autoriseret sundhedsperson (læge, sygeplejeske, sosu-assistent mv.), så vil vi råde dig til at anmelde skaden hos Patienterstatningen på www.pebl.dk . Det er både nemt og gratis at anmelde sagen.
Herefter indhenter Patienterstatningen alt det lægelige materiale. Efterfølgende vil sagen oftest blive vurderet på et møde med deres lægekonsulenter, som forud for mødet har fået sagen og nogle spørgsmål tilsendt. Du vil efterfølgende modtage en afgørelse fra Patienterstatningen.
Erstatningen
For at være omfattet af loven og dermed få anerkendt din sag, skal du være omfattet af en af følgende betingelser:
- hvis en erfaren specialist ville have handlet anderledes, og skaden på den måde kunne være undgået,
- hvis skaden kunne være undgået ved en anden lige så effektiv behandlingsteknik eller metode,
- hvis der er komplikationer, som ikke kunne være undgået, men som er mere omfattende, end hvad man som patient med rimelighed må tåle, eller
- hvis skaden skyldes fejl eller svigt i medicinsk udstyr.
Det, du kan få erstattet, er den merskade, du har fået – det vil sige, at du ikke får dækning for den sygdom, du blev behandlet for (grundlidelsen), og de følger, som vil være forventelige herefter. Det er gratis at anmelde skaden, men hvis du får en erstatning, skal du betale et lovpligtigt egetbidrag på 7.792 kr. (2020-niveau).
De poster, man kan få dækket, er svie og smerte, varigt mén, tabt arbejdsfortjeneste, erhvervsevnetab, forsørgertabserstatning mv. og behandlingsudgifter mv. Derudover kan forældre til børn, der dør efter en patientskade, før de er fyldt 18 år, få en godtgørelse, hvis skaden er sket efter 17. marts 2017.
Klage over afgørelse fra Patienterstatningen
Har du fået en afgørelse fra Patienterstatningen, som du ikke er tilfreds med, så kan du klage til Ankenævnet for Patienterstatningen.
Du skal være opmærksom på, at din klage er indgivet inden for fristen, som er oplyst i afgørelsen.
Derudover skal du være opmærksom på, at Ankenævnet for Patienterstatningen kan ændre afgørelsen fra Patienterstatningen både til fordel og ulempe for dig. Det betyder, at hvis Ankenævnet for Patienterstatningen kommer frem til, at du ikke har krav på erstatning, så vil du miste den erstatning, du eventuelt havde fået fra Patienterstatningen, og du vil skulle tilbagebetale det udbetalte beløb.
Frister
Har du en patientskade, skal du sørge for at anmelde den, så snart du er klar over det.
Patientskader bliver som hovedregel forældet enten 3 år efter behandlingen eller 3 år efter, du er eller burde være klar over, at du har fået en skade.
Uanset om du har eller burde have kendskab til patientskaden, så bliver den forældet 10 år efter, skaden er forårsaget.